tirsdag den 10. januar 2012

Påduttende overskudsmennesker

Først og fremmest så beklager jeg, at jeg altid kun skriver når der er noget, jeg er træt af. Men det bliver nok ikke ændret.

Anden og næst så er jeg så træt af at få påduttet mig andres meninger, holdninger og problemer. Jeg har mine egne spekulationer og problemer, og jeg er ikke interesseret i, at du fortæller mig, hvordan jeg skal fikse dem. Jeg gad vide, hvornår jeg har ændret mig til folks personlige skraldespand. Af en eller anden grund fortæller alle mig alle mulige ting om dem selv, og når jeg ikke kan give dem svaret på, hvordan de skal slippe af med deres hovedpiner, får jeg det mest bebrejdende blik, som de kan fremtrylle. Jeg har ikke en gang svaret på min egen hovedpine, hvordan i alverden kan du så forvente, at jeg har svaret på din? Det eneste positive er, at folk åbenbart stoler på mig og værdsætter min mening - eller hvad?
Så er den anden halvdel af dem, jeg kender. Den halvdel som åbenbart HAR svaret på deres problemer og alligevel har så meget overskud, at de også kan fortælle mig, hvad jeg skal med mit liv. I er endnu mere irriterende, bare så I ved det. Lad være!
Jeg skal nok selv danne mine meninger, jeg behøver ikke at have andre til at gøre det for mig. Ligesom jeg heller ikke behøver at blive bombarderet med hvilke tv-serier, I ser. Ærlig talt så rager det ikke mig, hvad I gør, ser, oplever osv.
Og ja nu er jeg måske lidt kynisk. Jeg har Twitter, Facebook, you name it, så jeg er vel i ligeså høj grad en narcissist som alle andre. Men så stop mig for guds skyld. Ellers kaster jeg jo stenene direkte mod væggen i mit glashus.

For tredje og sidst så godt nytår!

Line